1 December- Lykkeanfald

Jeg elsker bare de unger helt vildt. Det er virkelig den helt uforklarelige vedvarende overvældende kærlighed. Børn er det skønneste på denne jord. Der findes intet bedre. Intet gør mig lykkeligere.
1 december . Deres første pakkekalender, første chokoladejulekalender, første TV julekalender.
De var SÅ glade imorges. Dansede rundt, elskede alle nisserne jeg havde hængt op, pegede og udbrød "se mor se". Det er helt fantastisk at opleve deres glæde når de opdager en lille ny nisse der sidder på kommoden. Og sammen dansede de rundt på gulvet imens de sang " Happy birthday xmas". Den ene julesang efter den anden, + et par hjemmelavede som blev komponeret spontant." Jeg elsker ju-ul, jeg elsker ju-ul".
De børn bringer ufattelig megen glæde ind i mit liv. Smukke, søde, dansende, kloge, syngende små piger. Vi er så heldige at have så megen glæde og kærlighed i vores liv.
Desværre er videokameraet lige gået i stykker, og vi glemte kameraet i Kells igår, Men jeg er sikker på at disse billeder er brændt fast inde på nethinden og mit hjerte.

Emily

Mia har nu bestemt sig til at hun vil hedde Emily, og retter os når vi kalder hende Mia. Det har hun nu gjort i 2 dage, og det er ret underholdende. Vi har snakket en del om hvad Sophias to små tvillingesøstre hedder: Emily og Grace. Mia har også foreslået at Sophie skulle være Grace, men hun vil nu helst kaldes Sophie.
De leger meget med navne. Kalder hinanden , Pupu, Gaga, Titi, Bobo osv. Så flækker de sammen af grin alle tre når de står der og peger på hinanden med navn. "NO you, Gaga, No you Titi" Nej hvor er de altså sjove.
Faktisk ville jeg gerne kaldes for Pernille da jeg selv var barn, og lille Coca Cola.
Og faktisk overvejede vi også både Grace og specielt Emily som navne til pigerne. Det er nogle søde navne til Marias tvillingepiger(Sophias Mor).

Jeg håber dog at hun snart går tilbage til Mia igen, den skøre tøs...hihihi

Drømme

Jeg har mange af dem for tiden, Men også Sophie kunne huske sin drøm da hun vågnede om morgenen.
" Jeg var i bilen med min mor og far, men mor det var ikke dig og Daddy. Det var ikke MIN mor og far." Stakkels Sophie, det var da heller ikke nogen rar drøm.
Jeg kan selv huske drømme om hekse , ræve og en smuk grøn drage fra jeg var en lille pige.
Isobel vågnede også den anden nat og var meget bange for noget i hendes seng. Tænkte lidt om det måske var en edderkop der var kravlet over hende? Det tog et stykke tid før jeg fik hende overtalt til at komme i seng igen. (Sophie kommer lige hen og har på 2 minutter skiftet til ballerina tøj, nu vil hun have sit Belle-hårbånd)

"You are my twinsister"

Sagde Sophie til Isobel imorges. Ved morgenmaden diskuterede pigerne hvad de var, og Isobel naegtede at vaere lillesoester. Heldigvis kom Sophie saa med forslaget om at vaere twinsister, og det ville lillesoesteren gerne vaere med til.
Det er et genialt ord, for Isobel ser virkelig sig selv som den tredie tvilling selvom hun godt er klar over at der er visse forskelle. Hun vil ikke vaere mors baby, men gerne mors lille pige. Hun ved godt at hun ikke maa vaske haender i saebe ligesom pigerne, (hun kommer lige hen og skal have knappet klaede-ud-snehvidekjolen), at hun bruger ble og sover til middag, og efter 2 uger accepterede hun denne morgen uden en eneste taarer eller brok at det kun var Mia og Sophie der skulle i boernehave.
Men ellers insisterer hun paa at lege noejagtig de samme lege, faa det samme toej paa, spise det samme mad, faa redt haaret, synge , danse ja alt ligesom sine tvillingesoestre.
Jeg har mange tanker omkring dette, specielt nu hvor hun er hjemme hos mig igen fuldtid, men det er en anden historie.

Update

" Mor, jeg er meget træt. Jeg er så træt at jeg kun har tid til at falde i søvn."
Sådan sagde Mia forleden nat som det sidste inden hun faldt i søvn. Og det giver jo fuldstændig mening, syntes jeg. Min lille kloge pige.
Mia er meget verbal. Hun argumenterer gladeligt. Nogen gange når jeg prøver at irettesætte hende, bliver hun bare ved med at afbryde mig og argumentere for sin gøren, hvilket ender i at jeg indimellem så må trække min irettesættelse igen da jeg jo godt kan se at hun har ret. Det er ret imponerende og sødt. Hun er også begyndt at kunne huske sine drømme, og jeg må prøve at huske dem , så jeg kan skrive dem ned.
Sophie er endelig blevet lille glade Sophie pige igen. Vi fik sidste jul en "Lotte fra Ballademager gade" DVD, som hun elsker at se. Men desværre gik hun også ind og kopierede hendes opførsel mht surmuleri. Jeg tror det har været nogle lidt svære måneder for hende og jeg har haft mange tanker omkring grundene dertil. Bl. a. er Mia og Isobel begyndt at lege rigtigt meget sammen, men er det fordi Sophie surmulede så de bare foretrak at lege uden hende, eller var det Sophie der fortrak sig? Jeg har bekymret mig en del om dette og sikkert mere end nødvendigt, men det er vist uundgåeligt når man har tre tøser.
I det store hele leger de faktisk og heldigvis rigtig godt sammen. Mia og Sophie udvikler rigtige gode lege sammen , meget omkring sprog og sange som de mestrer bedre og bedre. Mia og Isobel leger typisk drengelege. Noget med at boltre sig og bryde lidt. Men Mia elsker også at få lov til at kommandere rundt med Isobel, og Isobel elsker at blive "kommanderet" med. Hun vil jo SÅ gerne være ligesom sine søstre. Sophie ser vist Isobel som mere ligeværdig, og igangsætter mere legen med Isobel end at give egentlige instrukser.
Mia er også begyndt at læse historier for Isobel, det er rigtig sødt.

De er begyndt at gå til Irish Dance. Og indtil nu er det Sophie der viser den største entusiasme hvor Mia er mere genert. Til gengæld er Mia sådan en lille sangfugl der laver en sang til alt og altid har en sang med sig i sin leg. Det har de nu alle tre . Isobel synger for det meste happy birthday sangen. med forskellige navne. Happy birthday, daddy/ fish / sophie/ Mia / mammi/ Cake/ Me.
Og så starter de i ny børnehave imorgen. Et nyt kapitel i dres liv, og og et andet blog indlæg.

Hvad er døden for noget?

Som en introduktion til denne historie må jeg fortælle at jeg er urolig over at vi ikke har fået børnesikret vores vinduer. Altså, de er sådan set svære at åbne, men helt børnesikret, ja det er de desværre ikke. Jeg er bekymret over dette og er således igang med at undersøge hvordan vi får dem sikret, hvilket er noget af en udfordring.
Vi bruger stort set al vores tid nedenunder, men indimellem kommer pigerne med op, når jeg støvsuger f.eks. En dag ser jeg Mia der prøver at kravle op, og straks beder jeg hende om at komme ned, og kommer til overreagerende at sige: Du må aldrig kravle derop! Hvis du falder ud af vinduet dør du.(ok- nok ikke skidesmart kommentar) Men umiddelbart vidste pigerne jo ikke hvad jeg mente med at dø, så det blev der ikke talt mere om.
Mia og Sophie har lært en ny dansk børnesang: Skorstensfejeren gik en tur! Og syntes det er skønt når vi alle snakker om den imens vi synger den.
Mia og Sophie spørger mig en dag over frokost hvor min far er henne. De taler dansk og engelsk blandet sammen.
Mammi, where is your daddy?
øøhhh, Han er død.
Død? And what did your mammi say?
øhh, hun blev lidt ked af det, men så sagde hun skidt-pyt (det siger vi tit her i huset)
And where is your daddy now?
øøh, oppe i himlen?
I himlen mor, ?Er han i himlen?
Jeg ved det ikke helt Sophie, nogle siger de er oppe i himlen?

De griner lidt af dette himmel noget, og spørger lidt mere om hvad mon mormor syntes om dette, hvorefter vi snakker om noget andet...phuuhh

Men få dage efter skulle det lige snakkes om igen, denne gang i bilen.
Mammi, where is your daddy?
Han er død, han var gammel.
And why is he dead?
Han var meget gammel.(faktisk var han kun 28 år,men det er en anden historie)
Jeg vil ikke dø
Lille skat, du skal ikke dø, det er først når man er meget meget gammel. Du skal først vokse op og blive lige så stor som Clara, så stor som Camilla, så skal du finde din prins eller en mand, gifte dig, have dine egne børn og se dem vokse op, der går laaang tid.

Men nu er Sophie ret bekymret ..og jeg begynder at panikke og trække i land igen..altimens jeg prøver at navigere sikkert igennem trafiken
Mor, jeg vil ikke dø
Sophie du skal ikke dø, du dør ikke, mor passer på dig, du skal ikke dø,
Nu forklarer Mia også Sophie, det er først når du bliver gammel,
Sophie: ja jeg skal først være gammel og så sprænger jeg ud af vinduet!
hvorefter Mia begynder at synge: pigen ud af vinduet sprang , pigen ud af vinduet sprang, vinduet sprang...
Og så måtte jeg altså i panikkens stund grine..

Hvorfor griner du mor?
Åh piger fordi I er så sjove..
Og mor hvad sagde din mor da din daddy døde?
Hun blev lidt ked af, men så sagde hun skidt-pyt, og så købte hun en stor en is til os.
What kind of ice cream was it?
Den var lyserød, hvid og grøn
Årh håhhå, den var god.
Jeg vil gerne have sådan en,
ja, vi køber sådan en en dag... Og således blev død spørgsmålet lagt bag os for en stund . Underligt som man pludselig skal til at besvare nogle af livets store spørgsmål. Jeg har jo ikke engang fundet svarene selv endnu, hvad skal man så svare uden at bekymre dem? Mange tanker om dette, men græsset gror og skal slås inden den næste regnskylle som er hvad denne sommer har bestået mest af.

Nej tak

Siger Isobel. " Nej tak" hvor hun normalt ville sige nej. Det lyder så sødt. Jeg prøver jo at lære Mia og Sophie at man ikke bare råber NAAARJ, men høfligt siger Nej tak, og det har Isobel så taget til sig. Hendes sprog har virkelig taget fat nu. Vi var ellers lidt bekymret og fik foretaget en assessment af en talepædagog. Hun har en flot forståelse, men manglede bare lidt tale , og det er så kommet nu. Nu er der både 2 og 3 ord sætninger. Tilsyneladende er det normalt for tosprogede børn er være lidt længere om at komme igang med talen.. - Ja det vidste jeg ikke, faktisk mente jeg at have læst det modsatte. Mia og Sophie var også lidt bagefter og de har bestemt indhentet det forsømte. Så nu er denne bekymring væk. Skønt!
Skulle have været i svømmehallen med pigerne som vi plejer om mandagen. Men jeg vil en tur over i malerbutikken og hente et farveskema. Vi skal igang med at male huset, jubii...jeg glæder mig til at slippe for de terracottavægge.
Faktiak råhygger Mia og Sophie sig med at lege helt uden indblanden fra Isobel som er i vuggestue. Måske skulle jeg oftere blive hjemme og lade dem få tid for sig selv?
Det gør mig lykkelig at høre deres leg og latter. Boblende glæde i min mave. Dejlige unger.

Hvad skal den bruges til?

Hvad kal man egentligt med sådan en Blog?. Jeg når jo aldrig rigtigt at få skrevet, men vil endnu engang gøre et forsøg. Hvor meget skal man egentligt skrive? Hvor personligt? Er det hele ikke meget privat i virkeligheden, og vil jeg have det ud på nettet? Hvad vi laver i vores familie, sjove , triste, svære eller underlige ting? Og pludselig bliver man til inspiration for en forfatter der mangler materiale, eller måske checker din kommende arbejdsgiver dig lige ud? Det er jo mit liv, mine ideer, mine tanker. Ønsker jeg virkelig at give adgang til alle?
Jeg kan faktisk heller ikke helt hitte ud af det tekniske, har vist 3 forskellige navne på bloggen, og er i tvivl om det sikkerhedsmæssige.
Men det er dejligt at læse tilbage. De få historier jeg har nedfældet havde jeg faktisk glemt, og det er rigtig dejligt at have dem på skrift, og blive mindet om dem.
Nå men imidlertid er piger og Daddy taget på tur til Longford, så at jeg kan få malet lidt, så må Bloggen vente endnu engang. (datoen er forkert på billedet, det er fra 2004 , hvor tvillingerne er ca. 2 måneder gamle)

Isobels eksem

Øv. Alle pigerne har på skift haft lidt udslæt imens de var forkølede, så da det var Isobels tur, undrede vi os lidt over at det tilsyneladende varede ved. Vi fik råd om at se tiden an, og ventede så 1 uge og igen endnu en uge før vi gik til lægen. Her konstaterede lægen at det var Eksem, og vi fik 4 dage senere tid på børneafdelingen på Portelaoise hospital. Dr. Edwina Daly var rigtig sød og hjælpsom og satte hende på antibiotika, og forklarede os om hvordan vi skulle lave våde forbindninger , og desværre også for en tid bruge kortisolcreme.
Så jeg smør og smør med cremer, bader 2 gange dagligt. Lille Isobel er så dygtig, og syntes det er det er helt fint med denne rutine hvor hun bliver smurt ind i tyk fed hvid creme, og hjælper pænt til med forbindingerne. Til gengæld hader hun at få det i ansigtet, og hader at få det vasket ud af håret, hvor jeg er nød til at bruge bruseren for at få det vasket ud. Shampoo er bandlyst så det går lidt trægt.
Nu har de så alle tre fået en øjeninfektion, og hun ser igen lidt sølle ud. Vi var jo ellers gået igang med nedtrapningen af kortisolen, men nu syntes jeg hun blusser lidt op igen.
Heldigvis skal vi til til check med hende på tirsdag, hvor jeg må huske at stille mine spørgsmål, skal hun mon have det i lang tid? Går det væk i løbet af en måned eller vil det tage år? Hvornår skal jeg bruge hormoncremen? Må hun få et påskeæg?
Heldigvis findes der jo masser af information på nettet, men det er svært at finde overblikket.

Puha, kan godt mærke at det var en hård uge. Pigerne var hjemme fra vuggestuen pga infektionen, og med alle Isobels bade og smøringer tager det 3 timer at komme ud af døren, og da vi endelig kom ud og handle, fik jeg sammenlagt en halv time shoppingtid imellem div. toiletbesøg og bleskift...
Det mest frustrerende er at jeg ikke ved noget om hvornår jeg kan forvente at det går væk, og da det klør vågner hun en del gange i løbet af natten og vil ammes. Jeg er simpelthen for gammel til den afbrudte søvn, men vil jo også gerne give Isobel den bedst mulige omsorg.
Om morgenen ligger der små dråber blod på lagnet når hun har kradset sinbe ører, som bløder alt for nemt. Men ellers er hun i god form. En lille glad pige som elsker at lege puttelege med alle bamser, dukker og senest sin mor som hun krammer bagfra.
Jeg er jo heldig, at det bare er eksem og ikke en farlig sygdom, men jeg håber det går væk snart igen, og mest af alt at det ikke bliver værre.

Hvor er mine æg?

Ja, børnene er ikke fløjet fra reden, men i dag startede Isobel i vuggestue, og nu sidder jeg her, uden børn, uden nogen der lige skal have noget at drikke, have læst en historie, tørret næsen, skiftet ble, snakkes med, ammes, trøstes.....hvor er mine børn?
Jeg føler mig faktisk ret ked af det, og savner dem...nej..vent lidt...måske savner jeg dem ikke, for det er jo også fedt at kunne sidde her og skrive i fred uden afbrydelser, imens jeg drikker min kaffe.
Isobel så jo noget underlig ud. Hun har været rigtig svært angrebet af eksem de sidste par uger, og kun her til morgen var der ikke nogle nye knopper/blister, så jeg behøvede ikke at smøre hydrocortisol på hende. Til gengæld fik hun det sædvanlige tykke lag af Silcox på hendes tørre sprøde hud, og det får en hende til at se lidt bleg ud. Så hun har alt de røde eksem , med det hvide creme og hendes hår er begyndt at lugte lidt af alt det creme og ingen shampoo. Jeg prøver at holde mig til 100% bomuld og dermed undgå strømpebukser, men hendes dejlig bløde bukser er lidt udvasket, og det er altså svært at finde 100% bomuldsbukser.
Så hun fik de stribede på, dem som har en lille plet på højre ben. Og sådan sendte jeg min lille datter afsted til hendes første dag i vuggstuen. Hun vadede lige ind og satte sig ned og begyndte at lege med modellervoks. Glad og selvsikker sad hun der og observerede og legede lidt. Det gik så fint at jeg vinkede farvel efter ca. 20 min, og hun vinkede bye bye. Hun troede vist at hun selv skulle gå, men pædagogerne aktiverede hende straks og hun var glad og tilfreds.
Tænk engang min lille pige er så dygtig.
Jeg gik ovenpå og spionerede lidt på Sophie og Mia, de legede godt med deres venner. Et skønt syn at se dem glade i solskinnet der strømmede ind af vinduerne.
Vi er så heldige at have tre dejlige tøser, der alle trives godt.
Og nu skal jeg ud og købe en kedel og en blender, UDEN at skulle spænde børn ind og ud af autostole, eller underholde med rosiner imens mor handler...juhu!!!

Har havheksen taget min stemme?

Vi er begyndt en smule på Disney, velvidende at de fleste film er for avancerede og uhyggelige til så små børn. Men Askepot har de fået i bidder indtil de var rede til at konsumere det helr.
De har så lyttet lidt til hørespil med nogle af de andre historier, men jeg troede egnetligt ikke de havde fattet så meget af dem,indtil iaften.
Mia er forkølet og har været lidt hæs idag. Da hun skulle sove havde hun svært ved at falde i søvn, og fortalte Daddy at var ked af det fordi Ursula(havheksen fra Ariel) måske kom og tog hendes stemme...åh det lille pus. Det er svært med den fantasi og virkeligheden. Men jeg kan jo også selv have svært ved at sove efter en thriller. Senest måtte jeg zappe væk fra , "What lies beneath" og det selv om jeg har set filmen før. Må vist hellere holde mig lidt til Disney.